Om huset

Vision

Vores vision med huset er at være en klinik med et højt fagligt niveau, hvor vi møder alle, der træder ind ad døren, med venlighed og nærvær. Vi ønsker, at klienter såvel som fagpersoner føler sig mødt, set og hørt i en tryg og uhøjtidelig stemning.

I Psykologhuset Nørre Allé 32 udbydes terapi, supervision, undervisning, udredning af voksne, kropsbehandling og yoga.

Huset vil danne rammen for, at du kan udvikle dig som menneske, uanset om du kommer med et terapeutisk fokus, eller som fagperson med et supervisions- eller uddannelsesfokus.

Fundamentet for psykologhuset er at skabe rum for terapeutisk støtte og hjælp til klienter inden for de fleste områder. De tre ejere, Ditte, Lasse og Mia, har skabt stedet med formål om at skabe et fagligt hus med højt til loftet, hvor der er plads, rum, tid og ro til særligt terapiforløb. Herudover danner huset også ramme for supervision samt kursusfaciliteter, som giver mulighed for at udbyde spændende foredrag, oplæg, kurser og uddannelser til fagpersoner. I underetagen er der rum til fordybelse, hvile, yoga og rådgivning med kompetente yogalærere og en sygeplejerske.

I huset har vi tænkt over indretningen med fokus på bæredygtighed og naturens farver som fx kommer til udtryk i valg af interiør, belysning og produkter.

Værdigrundlag

Vi ønsker at skabe et trygt sted, hvor du kan være med hele dig – og hvor ordentlighed, faglighed og autenticitet mærkes og er bærende elementer i hverdagen.

Psykologhuset bygger på et fundament af respekt, varme, nærvær samt troen på, at vi alle med vores forskelligheder kan bidrage med noget vigtigt og værdifuldt.

Vi har ikke en stringent metodisk retning eller tilgang, ej heller en bestemt målgruppe, som vi arbejder indenfor. Tværtimod ønsker vi et hus, hvor vi supplerer hinanden indenfor forskellige målgrupper, aldersgrupper samt psykologiske områder, hvorved vi tilstræber, at vi i relevante tilfælde kan arbejde mere helhedsorienteret omkring klienter.


Vi har et fagligt fundament og en menneskelig tilgang, som bygger på en forståelse af mennesket som unikt og værdifuldt. Vi ønsker at se mennesket ud fra en forståelse af, at alle forsøger deres bedste på deres vej i livet med de vilkår og forudsætninger, som er dem givet. Vi anskuer mennesket som meningssøgende og til enhver tid at have en funktion og rettethed.

Vores tilgange spænder fra det eksistentielle, psykodynamiske, tilknytningsteoretiske, neuropsykologiske og emotionsfokuserede med et stærkt fokus på det hele menneske, hvorved særligt følelser og krop tages i betragtning i det terapeutiske rum.